Om mig


Kræmmer Erik åbnede i weekenden dørene til forretningen Fantastiske Fund i Kulhuse. Her var TV2 også, for at optage nye afsnit til den populære tv-serie af samme navn som forretningen

 

Forretningen Fantastiske Fund i Kulhuse slog i sidste uge dørene op til et sandt eldorado for tingfindere og andre med hang til spændende genbrugsting.


Henved 200 nysgerrige lagde vejen forbi forretningen, hvor man finder alt fra dansk design, retro, kunst og finurlige kvalitetslopper.


Indehaver Erik Christiansen også kaldt Kræmmer Erik var i dagens anledning trukket i fuld galla, for dermed at skrue helt op for festlighederne.


Udover de mange kunder havde TV2 også lagt vejen forbi på åbningsdagen. De er nemlig i gang med optagelserne til ti nye afsnit af den populære serie med samme navn som forretningen.


Fantastiske Fund er programsat til først i august, hvor Kræmmer Erik igen vil være den gennemgående figur.




Kræmmer-Erik

er bidt af en gal loppe



Erik Christiansen er her og der og alle vegne.

Fra landets loppemarkeder til TV2’s program Fantastiske fund.

Snart er han også at finde i Kulhuse, hvor han åbner

kræmmerforretning

 

Af Birgitte Masson

   


Når man møder Erik Christiansen, bedst kendt som Kræmmer-Erik, skal man afse god tid. For manden, der blandt andet er kendt fra tv-programmet Fantastiske Fund på TV2 Fri, har meget på hjertet, vel at mærke når samtalen handler om loppefund og ikke mindst hans nye forretning, som ligger i et 200 kvm stort lokale i 'hullet' i Kulhuse.


Og helt tilfældigt er det ikke, at den nordligste del af Hornsherred danner basen for Eriks nye kræmmereventyr. Det er nemlig her han sammen med hustruen Birgitte har sommerhus.


“Første gang jeg var her efter vinteren, blev jeg overfaldet af brugsmanden. Han havde netop set mig i tv og spurgte, om jeg ikke ville leje lokalet her.”


Efter nogle møder faldt alting på plads, og Erik er nu klar til at åbne forretningen den 1. Maj. Og ikke overraskende kommer Eriks nye kræmmereventyr til at hedde Fantastiske Fund.


“Forretningen vil være en blanding af dansk design og hyggeting til blandt andet sommerhushaven.” Erik nævner i flæng ting som zink- og kobberspande og frugtkasser med tryk, som i følge ham er meget populære netop nu. Men der vil naturligvis også være andre sjove, finurlige og smukke genbrugsting til huset og haven.


Midt i samtalen ringer telefonen. Erik undskylder og tager den. Han snakker - ikke overraskende - begejstret og med stor entusiasme.


Da han har lagt røret igen, siger han: “Det var en gammel skolekammerat. Det er utroligt, hvad det har ført med sig, efter at jeg har været på tv. Da min hustru og jeg forleden var en tur i Roskilde Domkirke, kom en gut fra jylland hen og spurgte, om jeg var ude for at finde genbrugsting i kirken.” Erik har vænnet sig til at blive genkendt på gaden.


“Så længe det er positivt gør det ikke noget.”


Og det er det. Faktisk er Erik så populær, at TV2 netop har spurgt, om han vil være med i en tredje sæson af Fantastiske Fund. Faktisk var endnu en sæson med det populære program betinget af, at Erik ville deltage. Han er glad og stolt, men lige nu har han fokus rettet mod Kulhuse. Og at han glæder sig, er der ingen tvivl om.


“Jeg vil gerne være med til at sætte Kulhuse på verdenskortet,” siger Erik og smiler. Han fortæller videre om sin erfaring indenfor handel bla qua hans erhverv som selvstændig købmand i Frederikssund for år tilbage. Og så har han også arbejdet som konsulent i Værløse Bymidte.


“Der er masser af planer med stedet her. 'Hullet' skal renoveres og forskønnes.”


Interviewet lakker mod enden. Men et sidste spørgsmål ligger lige til højrebenet. Vi vil nemlig gerne vide, hvad Erik betragter som sit mest fantastiske fund?


Erik tænker, og siger så: “Det spørgsmål bliver jeg rigtig tit stillet. Det er svært, men det må næsten være Kaj Bojesens gardister i stor størrelse, som jeg gav 2000 kroner for stykket på Hillerød Kræmmermarked for en del år siden. De er langt mere værd. Jeg husker tydeligt folks misundelige blikke, da jeg kom gående med dem,” siger Erik og smiler.


NYBORG

Ørbæk Marked på tv: Kræmmer-Erik på skattejagt


Fyens Stiftstidende var med bag kameraet under TV2's optagelser til "Fantastiske Hammerslag" på Ørbæk Marked.

14 jul. 2019 kl. 07:00  Carsten Olsen caol@fyens.dk


Ørbæk: - Hvad pokker, er det dig ...?

- Ja, det er mig. Har du noget dyrt?

Erik Christiansen er tydeligvis et kendt ansigt.

Der er ikke mange meter mellem de friske bemærkninger og kække kommentarer, han får, mens han i rask tempo bevæger sig rundt mellem de rundt regnet 350 kræmmer-boder på Ørbæk Marked.

Der er også en del, som nøjes med at kigge langt efter ham og blot hviske et "er det ikke ham der fra tv?".

Men dem hører Erik Christiansen ikke.

For han har travlt med at nå de sådan cirka fire kilometer rundt mellem Ørbæk Markeds mange handelsboder - på skattejagt efter antikviteter og andre ting og sager, der kan give ham sejren i TV2's populære "Fantastiske Hammerslag".

 

 

- Det er Fætter Jørns skyld

Erik Christiansen - eller Kræmmer-Erik, som han bedst er kendt som - er den gennemgående figur i "Fantastiske Hammerslag".

Det hed tidligere "Fantastiske Fund", og alt i alt har Erik Christiansen medvirket i ikke færre end 72 programmer.

Og når de næste ti kommer til efteråret, vil Ørbæk Marked være et af de loppe- og kræmmermarkeder, hvor dysten om at gøre de bedste handler bliver afgjort.

- Det er faktisk min fætter Jørns skyld. Han bor i Frørup og hjælper til på Ørbæk Marked. Og han har sagt meget godt om det, fortæller Kræmmer-Erik, mens han gør klar til dagens tv-optagelser.

Han skal dyste mod vurderings- og designeksperten Niels Jørgen Jørgensen. Og med vanlig sans for god tv-underholdning har Kræmmer-Erik en lille overraskelse til sin konkurrent.

- Han virker ikke helt frisk, så jeg synes, han skal have en fernet branca, inden vi går i gang, driller Kræmmer-Erik.

Dén er tv-produktionsholdet fra Pipeline Production helt med på, så den første scene, de får i kassen, er de to kombatanter, der nipper til lommelærken.

- Tak. Men kan I ikke lige gøre det igen. I behøver ikke drikke den her gang, lyder det fra produktionschefen.

- Så gider jeg sgu ikke ..., griner Kræmmer-Erik.

 

 

Går uden om tennissokkerne

Kræmmer-Erik har været på flere kræmmer- og loppemarkeder end de fleste.

Men aldrig på Ørbæk Marked.

- Jeg håber at finde en buffet med alle mulige ting og sager. Men tennissokkerne går jeg alltså i en stor bue uden om, erklærer han, inden han og konkurrenten Niels Jørgen bliver sluppet løs på den store markedsplads.

Efter den første times optagelser må Kræmmer-Erik dog konstatere, at buffeten ikke helt lever op til forventningerne.

En PH-lampe, til en lidt for høj pris, og et maleri af en ukendt kunstner, er, hvad det bliver til - lige indtil Kræmmer-Erik tilfældigt render ind i Jesper Sarkel fra Sarkel Antik i Kerteminde.

De to kolleger kender hinanden godt. Og Jesper Sarkel har noget i varevognen, Kræmmer-Erik liiige skal se.

Det viser sig at være nogle klassiske designermøbler - til en god pris.

- Dém køber jeg, fastslår Kræmmer-Erik og ligner en mand, der har fået troen på at vinde dysten mod konkurrenten Niels Jørgen tilbage.

Om det så også lykkes ham, vil vise sig, når den nye sæson af "Fantastiske Hammerslag" bliver vist på TV2 og TV2 Fri til efteråret.